Jeg var jo så heldig at få en hævekurv i fødselsdagsgave og lige siden har jeg gået og ventet på det rettet tidspunkt til at teste den. I weekenden fik jeg tid til at lave et Fransk landbrød, opskriften kommer fra bogen Byens bedste brød & kager. Jeg var noget spændt på om dejen ville hænge fast i kurven og om brødet ville beholde det fine mønster som kurven giver.
Dejen hævede rigtig fint i kurven og den slap også fint da jeg skulle have den ud på en bageplade.
Synes måske den faldt en smule sammen, men tror det var fordi jeg var alt for forsigtig med at hælde den ud og fumlede lidt rundt med det. Men det fine mønster blev der heldigvis. Når jeg kigger på billedet kan jeg godt se at jeg måske har været lidt for gavmild med melet…
Jeg vil nok anbefale en røremaskine til dette brød, da det skal æltes en del. Jeg brugte sigtet spelt mel i min version, derfor skriver jeg den som jeg lavede brødet.
Fransk landbrød
1 stk
5 dl Vand
1 spsk Honning
25 g Gær
2 tsk Salt
2 spsk Olivenolie
200 g Hvedemel
200 g Spelt mel sigtet
200 g rugmel
Vand, honning, gær og salt røres sammen i en skål. Olivenolie og de 3 slags mel kommes i og dejen æltes godt igennem i ca 12 min på røremaskine.Lad den hvile i 20 min.
Ælt dejen ved håndkraft til en kugle som ligges i en hævekurv drysset med rigeligt mel. Lad den hæve i 2 timer.
Forvarm ovnen til 250 grader, med en bradepande i bunden.
Vend forsigtigt dejen ud på en bageplade med bagepapir. Sæt brødet i ovnen og hæld 1 dl vand på bradepanden og luk hurtigt så dampen ikke slipper ud.
Sluk ovnen i 5 min og tænd herefter på 200 grader og bag brødet i ca. 3o min til det har en sprød skorpe.
Det smagte og mættede rigtig godt. Måtte lige have en skrive med ost mens det stadig var lunt. Skorpen var dejlig sprød og krumme saftig og ikke alt for lys. Jeg prøvede at tage et billede af en skrive brød, billedet blev ikke super men strukturen ses nogenlunde.
Helt klart en brød som jeg skal bage igen. Når man har røremaskinen til at gøre det grove arbejde er det faktisk let at lave.
You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 You can leave a response, or trackback.





MUMS – nøj, det ser lækkert ud! Måske jeg også snart burde tage mig sammen til at prøve den hævekurv der jo helt tilfældigt faldt ned i kurven da jeg købte din, hihi
Synes helt klart du skal prøve hævekurven… Jeg er i hvert fald rigtig glad for min
tror den går hen og bliver en køkken favorit..