Kreativiteter og udfoldelser i køkkenet
Header image

Er der noget så godt som lune boller til morgenmaden? Nej vel, og med en skive god ost er det jo en skøn start på dagen…

De sidste par weekender har vi lavet en en stor portion af disse boller hver lørdag. Det er så dejligt nemt at røre dem  sammen om aftenen, bage dem om morgen og så kunne nyde friskbagt brød til morgenmaden. Dem der ikke bliver spist kommer i fryseren så der er boller til hverdagene. Jeg laver dem med fiberblanding fra Urtekram som indeholder Majsflager, knækkede havrekerner, hørfrø, hampfrø og chiafrø. Det giver en god smag og noget at tygge i.

Morgenmadsboller

  • 15 g gær
  • 1/2 liter vand
  • 1 spsk salt
  • 1 spsk olie
  • 1/2 dl A38 (eller andet syrner mælkeprodukt)
  • 300 g durummel
  • 150 g Fiberblanding fra Urtekram
  • 250 – 350 g hvedemel

Gær, salt, olie og A38 røres ud i vandet. Durummelet røres i og til sidst kommes fiberblanding og hvedemel i.

Det hele røres godt sammen og stilles til at hæve natten over.

Næste dag sættes bollerne på en bageplade med 2 skeer og efterhæver 15 min. Jeg pensler dem med A38 så de får en fin overflade. Det kan udlades.

Bages ved 225 grader i 15-20 min midt i ovnen.

Velbekomme

 

For noget tid siden tog jeg en folder med burger opskrifter i min lokale Superbrugs. Folderen var fra Bähncke og indeholdt opskrifter på 8 forskellige burgere. Efter at have bagt en portion af de skønne burgerboller med Ølandshvedemel,  var det tid til at få en Broadway burger.  Opskriften på burgerbollerne kommer fra Mad med hjertet. Den giver nogle rigtig gode mættende burgerboller. Jeg lavede en stor portion så der også var lidt til fryseren.

Opskriften på burgeren kommer her, det er jo ikke det mest komplicerede at lave en burger så her kommer listen over hvad vi fik i vores.

  • Burgerbolle
  • Salat blade
  • Tomat skiver
  • Skiver af flanksteak (kunne kun få med hvidløgs-marinade, men det fungerede fint)
  • Rødløgs ringe
  • Cornichoner i skiver
  • BBQ-sauce
  • Burger Dressing

Kødet stegte jeg efter anvisning på pakken og smurte lidt bbq-sauce på da det skulle hvile.

Læg burgeren sammen alt efter smag. Jeg fik lidt af det hele i min.  Som tilbehør fik vi en portion pommes frites. Det var nu faktisk ikke nødvendig, da burgeren mættede rigeligt i sig selv. En dejlig hurtig variation af en burger, som mættede rigtig godt.

 

Ja det vil sige jeg ved ikke om det er en Amerikansk opskrift,  med det hedder de i hvert fald.

Opskriften giver 18 meget store cookies. Næste gang jeg laver dem tror jeg at jeg laver dem halv størrelse. De er med mørk chokolade og mandler  og umm de smager godt. Sprøde i kanten og lidt seje i midten. Jeg lod mandel stykkerne være rimelig store så der er lidt ekstra knas, men det kan man jo gøre efter smag. Opskriften kommer her:

Amerikanske cookies

18 stk ( meget store)

300 gram Hvedemel
1 tsk. Bagepulver
1/4 tsk. Salt
100 gram Havregryn
180 gram Brun farin
240 gram Sukker
2 store æg
2 tsk. Vanillesukker
250 gram Blødt smør
200 gram Mørk chokolade
200 gram Hakkede mandler

Bland mel, bagepulver, salt og havregryn godt sammen.

Bland sukker, farin, vanillesukker og det bløde smør og pisk det sammen med elpisker, tilsæt æg og pisk blandingen let og luftig.

Rør melblandingen i.

Hak chokoladen og mandler og vend  det i dejen.

Sæt dejen på plader med 2 spiseskeer – pas på de flyder ud….

Bag kagerne på næstøverste rille ved 150 grader i ca. 25 min.

 

Serveres med et glas koldt mælk til…

Velbekomme

Flere steder her i blogland bliver der bagt brød med surdej. Det ser alt sammen rigtig lækkert ud og jeg har flere gange tænkt at det skulle prøves. Jeg har en god rugbrøds surdej som virker fint, hver gang, og som jeg sagtens kan holde liv i. Så jeg havde ikke regnet med at det skulle blive et større projekt at lave en lys surdej. Der blev jeg så klogere. Lige nu står tredje portion surdej i køleskabet og hygger sig.

Først lavede jeg en portion efter opskriften i Meyers Bageri, den skal stå i 10 dage. Vi nåede til dag 11 og så var der mug på den. Jeg nåede lige at bage nogle flutes da de 10 dage var gået, men de blev ikke særligt gode. Spiselige med ikke super gode. De havde ikke særligt meget smag og hævede ikke ret meget.

Anden omgang surdej var efter Miss Muffins opskrift, da den var klar i weekenden lavede jeg et langtidshævet hvedebrød, troede jeg. Det blev ikke til at spise. Det smagte meget surt/grimt og  så var der nul luft deri. Det røg direkte i skraldespanden.  Tror godt man ud fra billedet kan fornemme hvor bestandigt brødet var. Konsistensen var lidt som modelervoks, øv.

Forsættelse følger når den tredje surdej er klar til brug…

 

Jeg var så heldig at jeg vandt noget rigtig lækker lakrids hos Lone Kjær i hendes Valentine-konkurrencen.

Æsken var rigtig flot og lækker lavet. Jeg arbejder til dagligt med design af emballager og er blevet en smule “skadet” af det, derfor ligger jeg mærke til små detaljer i indpakning/emballager. Denne var virkelig gennemført. Man kan hurtigt fornemme at der gemmer sig noget godt inden i…

Selv når  man åbner er der tænkt på detaljer, se det lille hjerte og det fine mønster. Synes også den lille lukning er lavet fint i stedet for et stykke løst papir.

Og så kommer man ind til en lækker lakrids, som smagte rigtig skønt og kombinationen med chokolade virkede rigtig godt.  Min favorit var den mørke, uhmm, det kunne jeg have spist meget mere af end der var i æsken. Bare ærgeligt at denne æske var en limited edition for jeg har da vist lige fået en ny favorit lakrids.

 

Må man godt bande højt når fastelavnsbollerne får for lang tid i ovnen….øv.
Håber de stadig smager godt, de er fyldt med marcipan og kogt creme.

image

Denne post er lavet med mobilen, derfor kvaliteten på fotoet…

Jeg var jo så heldig at få en hævekurv i fødselsdagsgave og lige siden har jeg gået og ventet på det rettet tidspunkt til at teste den. I weekenden fik jeg tid til at lave et Fransk landbrød, opskriften kommer fra bogen Byens bedste brød & kager.  Jeg var noget spændt på om dejen ville hænge fast i kurven og om brødet ville beholde det fine mønster som kurven giver.

Dejen hævede rigtig fint i kurven og den slap også fint da jeg skulle have den ud på en bageplade.

Synes måske den faldt en smule sammen, men tror det var fordi  jeg var alt for forsigtig med at hælde den ud og fumlede lidt rundt med det. Men det fine mønster blev der heldigvis. Når jeg kigger på billedet kan jeg godt se at jeg måske har været lidt for gavmild med melet…

Jeg vil nok anbefale en røremaskine til dette brød, da det skal æltes en del.  Jeg brugte sigtet spelt mel i min version, derfor skriver jeg den som jeg lavede brødet.

Fransk landbrød

1 stk

5 dl Vand

1 spsk Honning

25 g Gær

2 tsk Salt

2 spsk Olivenolie

200 g Hvedemel

200 g Spelt mel sigtet

200 g rugmel

Vand, honning, gær og salt røres sammen i en skål. Olivenolie og de 3 slags mel kommes i og dejen æltes godt igennem i ca 12 min på røremaskine.Lad den hvile i 20 min.

Ælt dejen ved håndkraft til en kugle som ligges i en hævekurv drysset med rigeligt mel. Lad den hæve i 2 timer.

Forvarm ovnen til  250 grader, med en bradepande i bunden.

Vend forsigtigt dejen ud på en bageplade med bagepapir. Sæt brødet i ovnen og hæld 1 dl vand på bradepanden og luk hurtigt så dampen ikke slipper ud.

Sluk ovnen i 5 min og tænd herefter på 200 grader og bag brødet i ca. 3o min til det har en sprød skorpe.

Det smagte  og mættede rigtig godt. Måtte lige have en skrive med ost mens det stadig var lunt. Skorpen var dejlig sprød og krumme saftig og ikke alt for lys. Jeg prøvede at tage et billede af en skrive brød, billedet blev ikke super men strukturen ses nogenlunde.

Helt klart en brød som jeg skal bage igen.  Når man har røremaskinen til at gøre det grove arbejde er det faktisk let at lave.

Sidste weekend fik jeg bagt en portion pitabrød til fryseren.  Her kommer lidt forsinket en opskrift og et billede.

Opskriften er fra bogen, Børnekogebog af Anne Skovgaard-Petersen, udgivet af FDB i ca. 1987. Bogen har fulgt mig i mange år, tror jeg har lavet næsten alt fra den.  Da jeg først begyndt at få lov til at lave aftensmad og bage var det denne bog jeg brugte. Når jeg tænker over det så er det vist også min første kogebog.   Da jeg satte mig for at skrive dette indlæg troede jeg at jeg lige kunne hente et billede af bogen på google. Men det har faktisk vist sig at det ikke er så let at finde, så her kommer et som jeg har snuppet med mobilen. Måske der sidder nogle der ude og læser med som kan kendes illustrationerne på forsiden fra deres barndom.

Pitabrød med grahamsmel

ca. 8 stk

15 g gær
3 dl lunken vand
1/2 tsk sukker
1 tsk salt
1 dl grahamsmel
ca. 6 dl hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Rør sukker, salt, grahamsmel og hvedemel i og ælt dejen godt igennem.

Stil dejen til at hæve i ca. 45 min .

Tænd for ovnen på 250 grader.

Slå dejen ned og del den i 8 stykker.

Tril stykkerne og rul dem flade med en kagerulle. Læg dem på en bageplade.

Lad dem efterhæve et lunt sted i 5 min.

Bag pitabrødene i 5-6 minutter midterst i ovnen.

De mætter ret godt så her bliver de spist både som pitabrød, flute og som sandwichbrød til madpakken. Kan godt lide der er lidt grahamsmel i så de bliver lidt grovere. Næsten alle for et fint hulrum i midten, så der er plads til godt med fyld.

 

Så meget plads er der i vores ny fryseskab. Jeg aner ikke om jeg nogensinde kommer til at bruge alt pladsen, men nu har vi den. I maj gik vores kummefryser i stykker og siden har vi måtte leve med de 1,5 skuffe som er under køleskabet. Hvilket er ret svært når man er van til at have en stor fryser. I denne weekend fik vi så den ny sat til og jeg er så småt gået i gang med at bruge den. Vi har købt den hos Wupti, gratis levering er genialt. Her kommer lige et lille billede lånt fra Wupti.

I dag har jeg så været i gang med at lave pizza, pitabrød og flutes. Alle 3 ting som jeg synes dejlige at have i fryseren.  Pizzaen er helt almindelig med skinke pizza, pitabrødene er lidt grovere i det og flutene er surdejs flutes efter Meyers Bageri.  Lige nu venter jeg på at de sidste kommer ud af ovnen.  Senere kommer der en post med lidt billeder af det jeg har bagt.

Pind 15

Posted by By Busk in Strik - (2 Comments)

Her kommer lige et lille indlæg fra mobilen…jeg er hjemme da lillepigen er syg. Hun har nu langt om længe lagt sig til at sove. Så jeg har sat mig med strikketøjet, et karrygul halsrør på pind 15. Her kommer lige et billede af hvor langt jeg er nået. Nærmere info om garn osv kommer når det er færdigt….

image